Vedtægter

Foreningens vedtægter:

§ 1. NAVN OG HJEMSTED.

Foreningens navn er Agape Child Care.

Foreningens adresse er: Formandens adresse

Der gælder følgende vedtægter:

 

§ 2. FORMÅL.a. Foreningens hovedformål er at yde hjælp og bistand til børn af økonomisk trængte familier i Uganda.

b. Hjælpen gives som økonomisk støtte og fortrinsvis ved at give børn en mulighed for at gennemføre et Primary School-forløb, fra klasserne P1 til P7. Der kan i særlige tilfælde ydes støtte til et barns fortsatte skolegang eller uddannelse.

c. Der ydes også økonomisk støtte til foreningens aktiver i Uganda.

d. Derudover kan der ydes enkeltstående donationer til f. eks. familier i yderste nød, indkøb af skoleuniformer og skolebøger mm.

 

§ 3. BESTYRELSEN.

Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-7 medlemmer, der varetager den daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold.

Der vælges 2 suppleanter som kan deltage i alle bestyrelsesmøder med taleret, men uden stemmeret.

Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges af generalforsamlingen.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og menige medlemmer, senest 14 dage efter generalforsamlingen.

Valget gælder for 4 år ad gangen. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

Bestyrelsesmøder afholdes når formanden eller andre bestyrelsesmedlemmer ønsker det, dog mindst en gang årligt. Formanden eller dennes stedfortræder indkalder til møder med mindst 7 dages varsel.

Bestyrelsesmøder kan afholdes med telefonisk/internetkontakt til bestyrelsesmedlemmer bosiddende udenfor Danmark.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 2/3 af medlemmerne er tilstede.

Der føres referat fra bestyrelsesmøderne som tilføres bestyrelsesprotokollen, der underskrives af alle deltagere i bestyrelsesmødet.

 

§ 4. GENERALFORSAMLINGEN.

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og her kan deltage bestyrelsesmedlemmer, foreningens kontingentbetalende medlemmer, faddere/sponsorer til foreningens børn samt øvrige sponsorer. Der tildeles én stemme pr medlemsskab/fadderskab/sponsorat og stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde.

Generalforsamling afholdes hvert 2. år, senest 1. oktober.

Bestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst 14 dages varsel.

Forslag til vedtagelse på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.

Indkomne forslag er tilgængelige hos bestyrelsen 7 dage før generalforsamlingen.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter begæring fra mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer.

GENERALFORSAMLINGENS DAGSORDEN.

Dagsorden skal mindst omfatte følgende punkter:1. Valg af dirigent.

2. Valg af referent.
3. Bestyrelsens beretning v/formanden.
4. Fremlæggelse af årsrapporten v/kassereren.
5. Fremlæggelse af budgetforslag og fastsættelse af kontingent.

6. Behandling af indkomne forslag.

7. Valg af formand og medlemmer samt suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisor og eventuelt revisorsuppleant.
9. Eventuelt.

GENERALFORSAMLINGENS AFVIKLING.

Forhandlingerne ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Generalforsamlingen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal.

Afstemninger sker skriftligt, hvis et medlem begærer det.

Beslutninger om ændringer af vedtægter, eksklusion af medlemmer samt foreningens opløsning skal vedtages med kvalificeret flertal. Sådanne forslag skal fremgå af den udsendte indkaldelse.

Et kvalificeret flertal opnås, når et forslag vedtages med mindst 2/3 af de repræsenterede stemmer på en generalforsamling,

Blanke stemmer medregnes ved opgørelsen af afgivne stemmer.

Referatet fra generalforsamlingen underskrives af referenten eller dirigenten og tilføres forhandlingsprotokollen.

Referatet skal være tilgængeligt for medlemmerne senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse.

 

§ 5. REGNSKAB OG REVISION.

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Kassereren udarbejder foreningens årsrapport og afleverer denne til revision inden udgangen af februar måned i det år, der følger efter regnskabsåret.

Den reviderede og underskrevne årsrapport fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.

Revisionen udføres af en af generalforsamlingen valgt revisor, der vælges for et år ad gangen.

 

§ 6. TEGNING OG HÆFTELSE.

Foreningen tegnes af formanden og et medlem af bestyrelsen i forening.

For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.

Bestyrelsen kan meddele fuldmagt.

 

§ 7. FORENINGENS OPLØSNING.

I tilfælde af foreningens opløsning, skal foreningens formue fordeles forholdsmæssigt mellem igangværende projekter eller skænkes til en anden humanitær organisation efter generalforsamlingens valg.

Vedtagelse:

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 19. september 2021.