Solveigs rejse

Om Agape Child Care

En efterårsmorgen i 2009 vågnede Solveig Vinther fra Øsløs i Thy ved at Jesus talte til hende: “Solveig, du skal tage til Afrika og starte et børnehjem for 7 børn og en Mamma”.
Det blev starten til det, vi i dag kender som Agape Child Care, en humanitær forening, der driver velgørenheds-arbejde i Uganda. Når du tegner et skolesponsorat for et barn, går alle pengene ubeskåret til barnet.

TV2 Nord har sendt flere programmer om Agape Child Cares arbejde i Uganda.

Agape Huset

Agape-huset blev bygget i oktober 2014 og er indrettet til bolig for Agape medarbejdere, volontører og gæster.

Solveig plantede mange blomster, også dette kaffetræ

Solveig fortæller:

“Vi har aldrig haft et sikkert sted til de voluntører der har ønsket at komme herned og hjælpe, men det har vi nu. Der er vagt på døgnet rundt, så ingen skal være bange for at bo herude.
Der er elektricitet, indlagt vand, badeværelse med toilet og varmt vand i bruseren, køleskab og gaskomfur. Så der kan vi bo midt iblandt disse mennesker og være med til at gøre en kæmpe forskel for dem, og hjælpe dem til en bedre fremtid.”

Nundu får sin egen brønd:

I oktober 2014 bestemte Solveig sig for at grave en brønd i landsbyen, den største gave man kunne forestille sig. Solveig fortæller: “Den eneste mulighed folk havde for vand, var at gå 5 km til den nærmeste væld, hvor vandet var fyldt med blade og larver, så derfor er taknemmeligheden uden sidestykke, det er fantastisk”

Elektricitet i Nundu:

“Elektricitet ud i bushen. Tanken tog mig pludselig til fange sidste år da vi gravede brønd ude i bushen, vand og strøm er så nødvendige ting i et liv.” “Tro ikke at det er mig der kommer i tanker om alt hvad der sker i Uganda, nej, det er Jesus der kommer med ideerne, vejleder og viser vej om hvordan og hvorledes, det kan jeg selv slet ikke finde ud af.”

“Jeg fik et overslag, og fandt ud af at det ville koste ca. 18.000kr, en frygtelig masse penge. Og der lå det så, det var 2014. Så her i sommeren 2015, hvor jeg skulle til Uganda i oktober, så begyndte Jesus igen at minde mig om, at der skal elektricitet ud i bushen nu, og det var samtidigt med at han havde arbejdet med mig hele sommeren om at bygge Agape-huset, hvor jeg protesterede hver dag, i rigtig lang tid. Men Jesus har tålmodighed uden grænse, og til sidst måtte jeg sige OK, hvis det virkelig er det du vil, så må det blive sådan. Han får altid det sidste ord.”

“Jeg holdt et foredrag hos Y´s Mens Club i Marselisborg, en fantastisk aften, og selvfølgelig fortalte jeg også at jeg skulle til Uganda i oktober, og at de nu skulle have strøm ud i bushen for første gang, lige som de sidste år fik rent drikkevand som en gave fra Danmark. Da mødet var slut, og jeg skulle hjemad, kom der en mand og kiggede meget alvorligt på mig, og så sagde han: Vi bliver nødt til at ændre beløbet vi har lovet dig. Jeg blev helt forskrækket, da jeg troede at de ikke havde været tilfreds med det de havde hørt og set fra mit powerpoint. Men nej, de ville give alle pengene til elektricitet ud i bushen, altså alle 18.000 kr. Da blev jeg godt nok lille og stille, og jublende glad.”

“Da jeg så kørte hjem, så jeg pludselig et syn. Et juletræ af lyskæder, dem der var blevet moderne sidste år som hejses op i en flagstang. Den tændtes pludselig ude i bushen da der kom strøm derud. Jeg blev helt stille igen og bare lyttede, hvad var nu det for noget, men det skulle være tegnet på, at nu blev der lys.”

“Så kære venner, det er baggrunden for at der kom elektricitet ud i bushen, en spændende historie fra det virkelige liv i år 2015. OG DER BLEV LYS.”

Køkkenhaven

Jorden mellem Agape Child Cares huse er opdyrket som et eksempel på hvordan jorden kan dyrkes optimalt.

Solveig fortæller: “Her er marken før vi rigtigt er kommet igang, det kræver masser af hårdt arbejde at forvandle den stenhårde jord til landbrugsjord.”

“Jorden begynder at blive bearbejdet og det er hårdt arbejde. Jorden bliver gødet og der bliver sået de første majs, bønner, ærter, gulerødder, 2 slags salat, franske bønner.”

“Så er tomater, peber og blomster plantet ud, og der skal ikke være en lille plet uden der er sået mad i det, så længe mennesker sulter. Så her er Simon ved at så bønner , der hvor babybedet har været. Tingene gror som var de betalt for det, utroligt.”

“Efter 1 1/2 måned kunne jeg leve af afgrøderne, kartofler, bønner, salat, agurker og jordbær, helt vildt, det er uforståeligt at der er nogle der behøver at sulte.”

Børnehjemmet

I 2020 har vi desværre, grundet den ugandiske lovgivning, set os nødsaget til at afvikle børnehjemmet og genforene børnene med deres familier. Dog går næsten alle børn på deres sædvanlige kostskole i Nkozi og bor så hos familierne i de tre måneder om året, de ikke bor på skolen. Huset bruges nu hovedsageligt til sy- og strikkeundervisning for voksne kvinder. Det børnehjem som Solveig startede for 12 år siden i Kampala blev i 2015 flyttet væk fra storbyen og ud i bushen, ud til Nundu. Her på børnehjemmet har der boet 9 dejlige og glade børn sammen med mama Anett

Agape Child Care Learning Center

I februar 2019 stod Agape Child Cares hidtil seneste projekt klar. 

Agape Child Care Learning Center er et sted hvor de mindste børn i området kan få gratis undervisning, inden de skal starte i den “rigtige” skole. Der er 3 klasselokaler med plads til 20 børn i hver.

Solveig stod for indvielsen, der skete under stor festivitas.